Fremlæggelse af gennemført resultatmåling v/ evaluator Jonas Vennike Ditlevsen
Særlig Social Indsats – fri af PTSD er netop ved at blive afsluttet efter længere tids landsdækkende udviklingsarbejde med PTSD-ramte politifolk i Danmark. Evalueringsopgaven var vi i projektledelsen så heldige at kunne få Jonas Venikke Ditlevsen til at påtage sig.
Et af projektets mål var at PTSD-ramte politifolk, der selv har fået hjælp igennem projektet, skulle gennem en Peer to Peer model klædes på til at antage mentorrollen over for andre, der kommer til skade.
Som led i projektets kvalitetssikring har Jonas været evaluator. Hans jobfunktion var at ringe rundt til projektdeltagerne ved projektstart og ved projektårets afslutning og Jonas kom godt fra start med evalueringen og havde mange gode samtaler med deltagerne, der i forskellige grader var klar til at antage rollen som mentor.
“Det er jo vidt forskelligt, hvor langt den enkelte er i sin proces.”, forklarede Jonas i foråret: “Nogle af vores deltagere er så småt allerede klar til at påtage sig mentorrollen, andre har et ønske om at kunne være mentor, men har brug for at arbejde med sig selv først. Hele formålet med projektet er, at deltagerne føler sig hjulpet på vej, til at kunne varetage en mentorrolle, ikke at de nødvendigvis skal ud at være mentorer i dette projektår”
Evalueringerne foretages på fire parametre, der til sammen beskrives centrale aspekter af PTSD-ramtes tilværelse, som kan give anledning til udfordringer. De fire parametre er:
1) Personlig trivsel: Hvordan har du det?
2) Familieliv: Trives du med dine børn og/eller partner, og hvordan har du og I det i hjemmet?
3) Socialliv: Er der balance i dit socialliv? Ser du de mennesker, du gerne vil se, og bruger du din tid på en måde, der giver mening for dig, og som også passer på dig?
4) Mentorparathed: I hvor høj grad forstår du på nuværende tidspunkt, hvad det kræver at være mentor, kan du selv bede om hjælp, hvis du vakler, og hvor parat føler du dig til at være i mentorrollen?
“Vi ser jo gerne en udvikling, hvor deltagerne får det bedre og bedre. Det er i sidste ende centralt. Men livet kan jo slå mange kolbøtter, og det er vores håb med projektet at blive klogere på den her målgruppe, og at afprøve en peer-to-peer model, som – vi tror – har stort potentiale over for denne og sammenlignelige målgrupper.”
Det bliver en spændende Temadag den 18. april, hvor Jonas vil fremlægge den igangværende slutevaluering for fremmødte deltagere og interesserede støtter af projektet Det gode liv – fri af PTSD. Temadagen afholdes i byrådssalen på rådhuset i Middelfart. Invitationer er netop ved at blive sendt ud. Vi regner med stor deltagelse af politifolk, der ønsker at vide mere om de særlige sociale indsatser, men også fra fagfolk med interesse for den traumebevidste tilgang, der er blevet udviklet for de bevilligede puljemidler fra Socialstyrelsen fra 2020-23.
Seneste kommentarer